De nyeste Digte etc..
Chimpansesind
De ligner os
Brutale som os
Bekæmper hinanden som os
Dele af sindet har vi tilfælles
Chimpanse versus menneske
Til trods for forskelle er den primitive side intakt
Chimpansen er lumsk
Det er vi også
Begge har hang til animalsk føde
Klogt steger den på papiret smarteste sit eget kød
Krige blev opfundet af chimpansen
Mennesket har taget patent på det
Det gamle øje
Øjet har siddet på siden af hovedet i millioner af år
Mange væsener er passeret forbi
Dette er dinosaurens øje
I dag bruger fuglene dette øje
For længe siden var det Tyrannosaurus Rex
Kragens øje bearbejder omgivelserne på samme måde som fortidens monstre
Blinker og kigger som dengang
Dinosaurerne er her i miniature
Basker med vingerne på flugt fra mennesket
Hændelser
Stadig svalt i luften
Om lidt lægger varmen sin tunge dyne over byen
Pludselig sker det
Et festmåltid ved Statens Museum For Kunst
Skaden hakker i duens bug
Næbbet kværner hastigt
Krager og måger lurer konstant
Det gabende hul i kadaveret betyder overlevelse atter en dag
Tænk hvis det var tomme øjenhuler i et ansigt med øjne der forlængst var spist
Karavaner af børn
Fremtidens prospekts slæbes rundt i parken i medbragte barnevogne til de samme hotspots i den golde park uden insekter
S-banen er en af de vigtigste stop for de voksne pædagogers planer for dagen
Tidsperspektiver
Solen giver os tid ved at stå op og gå ned
Tiden er specifik
Her har vi vores egen tid
Tiden findes overalt i universet
Tiden tømmer solens lager af brint
Tiden er sær egn
Det eneste sted tiden går blandt mennesker er på en planet i den beboelige zone
På Mars er alting anderledes, ja, selv tiden
På Jorden har mennesket defineret hvad tid er
De nye dingoer
Et sted i morgendisen, solen var på vej op denne midsommerdag. En svag vind fik kastanjetræets blade til at rasle ildevarslende. Et besynderligt drama udspillede sig ved søens bred midt i det, der engang var hovedstaden. Stien rundt om Peblingesøen kunne stadig anes. Seks hunde flåede i et bytte. De snerrede ad hinanden med savlende, blottede tænder. Det støvede, det var voldsomt. Selv fuglene i buske, træer og på vandet sad, eller lå bomstille og så på med virrende hoveder. Et øje ad gangen. Anatomien fra dinosaurernes tid. Tavse vidner. Kødet blev slugt og fordelt efter rang. Det var en tamgris, en so, der egentlig hørte hjemme på et økologisk drevet landbrug ude på Amager. Den var nedlagt ved Peblingesøen lige bag Søpavillionen i et totalt forandret København efter at have forsvaret sig tappert mod overmagten og udsendt hjerteskærende skingre hvin og hyl, der fløj tilbage som et ekko fra husene i nærheden. Hundeejerne var pist væk.
Således skulle de ikke længere adlyde et menneske.
Nu var de ikke i snor, ej fanget, kunne strejfe vidt omkring og løbe langt. Hundene var heller ikke ens. Der var en sort labrador, en irsk setter, en schæferhund, en rottweiler, en ruhåret gravhund og en beagle. Et miks af hunderacer. Rottweileren havde fået et kødsår fra svinet, men var ikke slemt medtaget. Et par af de øvrige hunde var blevet slynget rundt. Alle var uden mén. Solsorten sang videre foroven akkompagneret af kvidrende spurve i hækken forneden. Længere væk kunne musvitter give deres besyv med.
Verden var ikke som i går. En pandemi havde lagt stort set alt øde. Alting blev hastigt ændret. Mennesket var blevet omtrent udryddet. Der var kun omkring 10.000 tilbage på hele jorden. Det gav dyrene muligheder de ikke havde inden den barske covid-19 epidemi. Covid-19 var relativt mild i 2019, men adskillige mutationer havde gjort virusset til en farlig dræber. De ellers effektive vacciner var blevet virkningsløse. Det immune virus satte sig direkte i lungerne på den inficerede. Varianten med navnet Kraka bandt sig til cellerne. Døden indtraf efter en uge. Fem års hærgen fik hele menneskeheden i knæ her i år 2024. Nu var pandemien forbi. Homo Sapiens var ikke mere jordens hersker. Planeten kunne nu langsomt komme sig efter årtiers forurening og klimaændringer.
I Danmark havde kun 5 overlevet. De befandt sig alle i Sønderjylland på Gråsten Slot af alle steder. Deres mobiler virkede måske stadig, men der var ingen i Danmark at ringe til. Den del af landet var længe gået fri af epidemien, men til sidst fik det lille usynlige bæst fat. Den simple, men væmmelige organisme kunne kun ses i mikroskop. Hundene blev tvunget til at jage for at overleve. De, der ikke kunne omkom simpelthen. Det var skødehundene, så som moppe, basset hound, bulldog og andre med deforme næser, så de hev efter vejret. Sølvpudler blev også spist af de større hunde. En grand danois dukkede pludselig op fra det tilgroede Baggesensgade med asfalt, der var brudt flere steder af træers rødder, og ville deltage i fortæringen af det nedlagte bytte. Den var enorm denne han. Havde stadig halsbånd med nitter på. Satte sig hurtigt i respekt. Grisen var stor, så der var kød til alle syv hunde. Skaderne, der var begyndt at skræppe utålmodigt, rotterne var der også, mågerne, kredsende skrigende rundt og kragerne måtte vente til det blev deres tur. Forbløffende nok var det den brune ruhårede gravhund der var førerhunden. Den blev så udfordret af kæmpen, der knurrede lavt og så truende ud. Den ruhårede var snu og krasbørstig, bed giganten i benene, viste hvem der bestemte. Turde godt blotte tænderne og stirre igen - eyeballing. David mod Goliat. Efterhånden faldt dyrene til ro. Den store sandfarvede grand danois blev optaget i flokken som viceleder. Der blev hilst, slikket og logret hele vejen rundt. Ulvene havde simpelthen fået deres tamme fætter tilbage i vild tilstand. Jagtinstinktet var i maksimum mode. Disse vævre hunde kunne nu sammenlignes med Australiens dingoer og den afrikanske hyænehund.
Her på stenbroen var alt øde. Forladte biler med knuste ruder. I am Legend-filmen med Will Smith kunne sagtens være optaget her. Ejendommene der før summede af liv, var dunkle med tomme øjenhuler og i forfald. Butikkerne var ribbet for længst. Rotterne havde været der. Byrævene havde utvivlsomt også fået deres andel. Træerne var ved at indtage nogle af bygningerne. Rustne busser på Nørrebrogade var blevet forladt og stod som ubrugelige metalhylstre på flade dæk og fugleklatter på taget. Ingen byboere -københavnere, skader og krager kunne frit flyve rundt og indrette sig i lejlighederne, hvis de valgte det. Duerne havde kronede dage på gesimserne og kurrede lystigt. De blev ikke længere forfulgt af skadedyrskontrollen. De skulle dog tage sig i agt for spurve- og duehøg. Mursejlerne susede hen over byens tage med de velkendte skrig. Der var rigeligt med insekter. Covid-19 gjorde forbløffende nok ikke et voldsomt indhug blandt dyr og fugle. Derfor denne fantastiske mulighed for ekspansion.
Undertiden havde den ruhårede flashbacks - svage erindringsglimt. Hunden var fem år gammel og i sin bedste alder. Som hvalp før pandemien var den blevet købt hos en avler i Næstved i 2019. Den nåede i sit korte liv at være tilknyttet Sofie Petersen fra Ballerup. Familien boede i et parcelhus ved Hareskoven, men alt dette var forbi nu. Når den ruhårede chefhund var mæt, tryg og hvilede, kom disse erindringer til den i drømmene. Dengang som tam var der intet at bekymre sig om. Maden blev serveret punktligt hver dag og hunden blev luftet langs skovbrynet. Et liv i fangenskab og i snor. Dog var det en behagelig hvalpetilværelse. Måske meget godt, når man tænker på de livsbetingelser hunden havde i dag. Hver dag skulle den tænke på hvordan flokken skulle jage og overleve. Til gengæld fik hundene brugt hjerne og muskler på en aktiv og sund måde i forhold til livet i fangenskab, hvor udfordringerne var små og dagene med ejeren stereotype. Hvorfor så længes tilbage til et liv i fangenskab? Måske var det de ældgamle bånd mellem den domesticerede hund og menneske.
Flokken slog mave i en kælder i det støvet blå hus i Wesselsgade 21, hvor døren var sparket ind da panikken blandt københavnerne meldte sig. Værtshuset Dilligencen på hjørnet ved Korsgade var uden stamgæster. De var døde alle sammen. Tilbage var kun at forestille sig udskænkningen da beværtningen var i fuld gang for kort tid siden. Ja, måske kunne der være genfærd om natten – berusede spøgelser med ølmaver og en smøg i mundvigen. Nogle af de skrappe drenge – rockerne – var sikkert med til at gå igen. Måske var de stadig oppe at toppes med indvandrerbanderne ved midnatstide. Den store grand danois lå for sig selv på nogle gamle tæpper fordi den var så enorm. De andre kobbelmedlemmer lå i en tæt klynge i en gammel sofa. Pludselig hørte hundene en uvant lyd. En vedvarende kradsen. Det var en gråstribet kat der hvæssede klør for enden af sofaen, tæt på tæpperne, hvor den store hundekæmpe blundede. Grand danois’en var kattehader om en hals. Mæt eller ej, katten skulle dræbes. Det vældige dyr satte af i tæpperne med sin spændte bug, der blev krøllede og lå hulter til bulter, og sprang mod katten, der hvæsede og løb ud af huset med strittende pels og proptrækkerhale. Den store hund på 75 kg satte i løb med kløernes krattende lyd mod kældergulvet. Den gigantiske grand danois nåede at smække sine kæber om kattens ryg inden den sprang op i et træ ved siden af huset. Kattens klør kunne ikke nå hunden i selvforsvar. Biddet var dræbende og rygsøjlen blev delt i to. Kattens gule øjne mistede glansen i dødsøjeblikket, slukkede som en knækket film i biografens barndom. Den langbenede hund lod kattekadaveret ligge i græsset. Der skulle også være noget til skaderne, kragerne og de skrigende måger, som havde det skønt med først svinet dernæst katten. Et sidste demonstrativt, voldsomt ruskende bid i den livløse kat blev det dog til. Resten af flokken nåede at se optrinnet. Få øjeblikke efter fortsatte de deres lur i kælderen som om intet var hændt. Katten var død.
Den ruhårede fik igen disse glimt af tiden med Sofie Petersen. Det var jo en sorgløs periode. Kunne gøre en hund magelig. Det var nu blevet først på eftermiddagen og de nye dingoer var igen friske efter det store måltid. Den ruhårede ville pludselig strejfe langt omkring. En indre drift drev den afsted. De andre fulgte med. Det var ikke blot en kort tur i territoriet, nej, det handlede om noget andet. En mystisk kraft havde været på spil. Måske en telepatisk kosmisk kontakt med sin tidligere ejer. Nu var de vildhunde på jagt efter et nyt territorium. En lang rejse var ved at tage form. Først rundt i cirkler som støvere mere og mere på vej ud af København. Der var rovdyr undervejs, lukket ud af Københavns Zoo. Dem skulle de være på vagt over for. Der var sågar brune bjørne og isbjørne i det fri. En af dyrepasserne havde lukket alt levende ud af haven da det stod klart at ingen kolleger og andre ville overleve epidemien. Den kvindelige dyrepasser lå selv død ved indgangen på Valby Bakke.
Elefanterne trompeterede advarende da hundene passerede et sted på Frederiksberg, hvor de spiste grønkål og salat i en køkkenhave. Der var sågar små aber, chimpanser og gorillaer der kunne udfordre. Ak ja, et Danmark med eksotiske dyr, insekter og fugle. En del af dem ville ikke overleve vinteren. Det der engang var det sjællandske agrare landskab havde forvandlet sig til sletter af højt græs afbrudt af grønne lunde af bøg, eg, ahorn og asketræer. Her var antiloperne og girafferne søgt ud. Et mageløst syn, hvis der havde været personer der kunne se det. Det gav jo også muligheder for dyrene i Knuthenborg Safaripark, andre af landets dyreparker og zoologiske haver. En massesuggestion havde givet dyrene friheden i stort omfang. De store dyr var vendt tilbage til den danske natur, om end på en surrealistisk måde. Blandede sig med landbrugets tamdyr derude. Der var jo også hegn dyrene skulle tage sig i agt for. Klimaændringerne gjorde også sit til, at det var blevet varmere i Danmark.
I dagevis blev hundene ved med at løbe videre afbrudt af jagt på kalve, kaniner, små hunde, høns og andre dyr undervejs. Deres ernæringstilstand var god, der var masser af energi til deres færd. Storebælt blev passeret. Der var ingen farlig trafik. Alt stod stille. Forladte biler og tog. Havørne så til fra oven da hundene løb ned i tunnelen ved Sprogø. På Fyn skete der noget forfærdeligt. Covid-19 eller en forgiftning tog livet af alle hundene i flokken på nær den lille ruhårede gravhund. Nu var den mutters alene og udsat. Der var mange dødsensfarlige fjender, sågar her på det tidligere så skønne Fyn. Andre hunde var en potentiel trussel. Den lille ruhårede gravhund var som forhekset i forhold til at ville finde sin tidligere ejer, der med garanti også savnede sin Toby som gravhunden hed blandt menneskene. Samtidig var den årvågen og vidste hvordan den skulle undgå andre hunde. Den valgte simpelthen at kæmpe sig frem om natten på sine korte ben, der på forbløffende vis bragte den videre. Nu var den også en del lettere end hvis den havde været en tamhund. Forgiftningen af de øvrige kunne være sket ved Davinde sø øst for Odense, hvor der sagtens kunne være forekomster af blågrønalger. De ville slukke deres tørst her og nu. Ved et heldigt lykketræf gik den lille ruhårede gravhund altså som sagt fri. Symptomerne var voldsomme. De stakkels hunde kastede op og der kom blod ud af mund og endetarm. Hunde var ekstremt overfølsomme over for blågrønalger. En lille dræber. Det var dem. Små bødler i vandet. Ikke mere tvivl på gerningsstedet. De små bæster var hundenes banemænd. De nye dingoer var reduceret til en: Toby!
Den fortvivlede lille gravhund kunne ulykkeligt se til, da kammeraterne døde en efter en. Med blanke, bedrøvede øjne, pib og et hyl forsvandt den væk fra søen mod vest. Sorgen fortog sig hurtigt, der var nok at se til, ja, selv mopsede grævlinger, der var aggressive og en vanskelig modstander for en hund som Toby. Nu var der pludselig også hyæner fra Odense Zoo. Toby var konstant i fare, men slap igennem minefeltet. På den anden side af den gamle Lillebæltsbro anede Toby ikke sine levende råd, men drejede til venstre sydpå. Tilfældigt?
Hvem ved?
Nu var det lille kræ træt, meget træt, så en forladt rævegrav kunne snildt bruges som sovested inden næste etape den følgende aften. En frygtelig larm og knasen brød pludselig stilheden lige inden Toby skulle ned i hulen. Et fnysende næsehorn kom brasende lige imod Toby. Den har utvivlsomt været stresset på grund af det uvante danske miljø den befandt sig i. Et titandyr, der var vant til at blive fodret i Aarhus Zoo. Det sorte næsehorn var arrigt og virrede med det kolossale hoved. Hvad skulle Toby nu gøre? Der var et stykke til sikkerheden nede i rævegraven. De mange tons kød og muskler var nu så tæt på så Toby kunne se ind i de stikkende øjne og mærke den tunge pusten fra næsehornet. Hunden kunne med nød og næppe nå ind under næsehornet og undgå de trampende ben. Kæmpedyret var gået bersærk, men Toby nåede at suse ned i hulen. Heldigvis passede hundens anatomi perfekt til gangene. Den kunne fornemme det pludselig blev mørkt bagude. Næsehornet fik hullet til at vælte sammen. Den vej kunne Toby ikke komme ud ved solnedgang.
En rævegrav bestod heldigvis af flere indgange. Den udhvilede lille hund var igen i fuld speed sydpå. En kæmpe hornugle svævede forbi tæt på Tobys hoved. Lige foran hunden landede uglen og snuppede en uforsigtig mus. Det mindede Toby om, at den knurrende mave trængte til at blive fyldt. En vagtel – fuglen var måske fra en zoo, hvem ved? Sad og sov på jorden. Til alt held havde den ikke hørt Toby. Som et lyn smækkede hans kæber om halsen på fuglen. Værsgo! Der var serveret. Fuglen var ikke stor, så måltidet gav lige akkurat energi til nattens sidste stræk mod spøgelsesbyen Gråsten. Pludselig tonede dronning Ingrids Gråsten Slot frem i solens første stråler den følgende morgen. Toby fornemmede det der underlige, der drev ham netop til slottet. Længe stod han og kiggede med triste øjne og med tungen ude. Hunde har ikke svedkirtler. De sveder via tungen. Toby vidste tiden som tamhund var forbi. Han ønskede en sidste afsked med Sofie. De tætte bånd de havde haft var det der fik Toby den lange vej til Slotsbakken i Sønderjylland. Pludselig fik Toby øje på Sofie på trappen til slotshaven ved slottet. Hun nød denne morgen siddende på trappen med en kop velduftende Earl Grey te fra køkkenet.
Hvilken gensynsglæde! Toby bjæffede glad og sprang op i Sofies skød, så tekoppen splintredes mod trappetrinnet. Tobyyy, skreg Sofie. Det er jo min elskede Toby. Sofies ansigt blev totalt vådt af Tobys tunge. Fantastisk scene!
De to var uadskillelige de næste timer. Toby fik mad og sovet. Det var ganske indlysende med søvn efter den barske nat på de korte ben. De balancerede på en knivsæg. Hvad skulle Sofie og Toby vælge? Han hilste også på de øvrige beboere på slottet, men det var desværre nok for sent.
Toby valgte det vilde liv. En anden hund, med gabet åbent og tungen ude, fordi den havde det varmt, stod bagerst i slotshaven ved søen og betragtede Toby. Det gjorde udslaget. En schæfer, der heldigvis kunne lide den ruhårede gravhund. Sofie kom stormende og kaldte på Toby. Tobyy, min skat, Tobyy, kom her. Toby peb, men valgte at følge sin nye schæferven, der gav hals, gøede glad. Hvis hunde kunne græde, havde han gjort det i dette øjeblik. De to hanner forsvandt ind i krattet. Kimen til en ny flok. Hvem skulle være de nye dingoers flokleder? Man kunne kun gisne. Sofie så dem aldrig siden. Hun måtte dybt ulykkelig gå slukøret tilbage til Gråsten Slot, grådlabil med blanke øjne. Eksistens handlede det om. Videre!