LIDT POETISK
Vinter
De kolde dage
Hjerter bliver til pulver
Falder som pudder sne
Storbyens hvide tage
Associationer til kvinde hud
Den feminine vinter
Urbane vinde med
maskulin styrke
Den isnende kulde kommer ikke kun indefra
Røde ansigter ser de klare stjerner i februar
Der kaldes med kælen stemme et sted bag blafrende stearinlys
Unge finder sammen i en kædereaktion
af rytmiske bevægelser
Stigende puls i sexhungrende kroppe under tunge hormonmættede dyner
Snart ses et yndigt kvindehoved bevæge sig
op og ned bag vindueskarmen i Møllegade
Varme skabes fysisk og intenst gennem tætte bånd
De drages af hinanden fulde af forventninger og ligger tæt på brugte lagener i et post erotisk åndeligt favntag
En dag er urnens indhold et flygtigt minde fra dengang
Sne og grå aske er fint og porøst
At gå solo
Støvet trampes væk under skosålers vækkelse. Hvirvles op af tunge skridt.
Millioner af krystalkugler med følelsers længsler og flygtende væsener af hunkøn.
Hvor frydefuldt det er at holde en kvinde i hånden. Altså så bløde hænder hun har.
Rosenrøde læbers kys og vuggende bryster kører som en trailer bag nethinden.
I cyberspace er der langt til denne drøm. I cyberspace gemmer vi os i lune stuer og må nøjes med at se til på langdistancen.
Veldrejede kroppe dansende langt uden for rækkevidde bag boulevardernes strømme af biler.
I et eventyrligt lys har man sine fantasier, ser hede omfavnelser gennem vinduet overfor.
Cyklens bagskærm vinker til dig i blæsten langt under dette lag af glas mellem verdener,
sår tvivl om dit ståsted, minder dig om noget enestående. En cykel er dog ikke levende og kan ikke forveksles med en kvinde med løse håndled og feminine bevægelser.
De to elskende ved hvad kærtegn betyder for gasflammens blålys.
Du skal hvile i dig selv, være ærlig og empatisk og række ud efter fremtiden, der hastigt nærmer sig.
Du må ikke tøve et sekund. Det er dejligt at være til.
Snart springer kaprifolier ud og vælter frem, akkompagneret af biers summen i solens klare lys.
Tiden kaster Jorden gennem rummet i svimlende fart. Forandrer kroppens hylster, som et spejl uden glans, fjerner dig væk fra ungdommens fandenivoldskhed.
På badeværelset hersker tæt tåge i det matte skær, svarende til synet hos en 90-årig uden briller.
En post traumatisk oplevelse før udluftningen og et håndklæde fugtigt efter brug.
PRESSET
Lavt hænger skyerne, flytter sig hastigt i vinden.
Mennesker bevæger sig en stor del af tiden.
Så hurtigt at sjælene flygter væk fra hinanden.
Smerten bliver hængende under den blytunge dyne.
Aldrig er det gået så stærkt før. Ingen refleksioner.
Fra tanke til handling, der er ikke et sekund at spilde.
DE MENNESKELIGE BEHOV
Står med en ostemad ved vinduet.
Pludselig føles det som på månen.
Jeg nyder udsigten fra rum byen.
Det kunstige lys reflekteres i det månevand jeg drikker om lidt.
Sydpol-aitken bassinet, et flot skue.
Jeg bor tæt på drabantens sydpol, dér hvor vandet er.
Både jorden og solen skinner fra en blæksort himmel.
Jeg kan bare ikke se det fra the dark side of the moon.
STORBYHYGGE VED JULETID
Spurves pludren ved mure
Folk går lange ture
Ingen er sure
Der skeles dog til adskillige ure
Julen er faretruende nær. Et fængslende øjeblik i menneskehedens historie.
Store falske Judas-smil ved bordet, snart er der et helt år til næste familiesammenføring.
LUK LYSET IND
Kryber gennem lemmen til høloftet. Det dufter fra alt det grønne udenfor. Nåletræer, en eng i fuldt flor. Gryntende grise i mudderet.
Lyset fra solen, fuglesang, nældens takvinge med blide vingeslag ved duftende blomsterbuske. Alt vidner om sommer. Uden for laden begynder en ny tid.
At svæve hen over sig selv, betyder et farvel til fortiden.
I fremtidens fjerne verden ses tingene fra det absolutte nulpunkt til kometkarrieren.
Lysets hastighed
En film i rasende fart
Øjet ser forandringer
Du skifter statur
Ansigt, hænder, ben
Leverpletter dukker op
Loftet i lejligheden slår revner
Tiden vil dig til livs
Halsende efter livet
Bider dig i haserne
Uundgåeligt er det at tiden vinder trods din udstrakte hånd
Til slut vil du aldrig rejse dig igen
Du er fældet af tiden
Død
Bænken
Bænken står under vand ved Søpavillionen.
Egentlig kunne man bare sidde og vente på
cikaderne, men det er fysisk umuligt. Formastelige
sjæle har været på spil i den kvælende
varme nat.
Vandregræshoppen flyver længere og længere mod nord,
snart rykker insektkoncerten nærmere.
Bænkebidere har med deres symbolske handling
givet bange anelser om det der venter-en skæbnesvanger ændring
af en overbelastet
levende krystalkugle,
der senere oversvømmer
bænkene, en efter en i fremtidens hedeture,
efterhånden som jorden kommer i overgangsalderen
og forvandles til det store forbillede-planeten Venus!
DET ER NEMT AT FÅ ØJE PÅ
Uden øjnene står de der alligevel, længe før fødslen og længe efter.
Bare ikke til evig tid. Solen og mennesket afgører hvor længe. Ny Carlsberg Glyptoteket,
Musikkonservatoriet og Politigården, funkiskolossen med et væld af betjente indeni
og Tivoli har været fyldt op med øjne, under fire øjne og flere,
inklusive glasøjne og tomme tildækkede øjenhuler i årevis.
Uden øjne ville disse gigantiske huse ikke stå til offentligt skue,
alle og enhver kan se dem.
Bedst ses de fra cyklen eller over skoene med tidens tunge blylod på hovedet i nærheden af
Det Kongelige Videnskabelige Selskabs bygning på H.C. Andersens Boulevard 35.
Poul Schlüter vil hellere se over til Sverige.
Moshe Dayan, Dr. Hook og Kaptajn Klos klap for øjet springer ud fra deres skjul inde fra de støvede gemmer.
Krokus ønsker heller ikke at blive glemt her i den nye årstid uden for
tyggegummiautomaten fyldt med plastic kugler, så gipsfigurene kan blive
gennemtygget derinde med fare for, at kulturklenodierne kan slå revner som
følge af det brølende inferno ude på boulevarden her midt i risikosamfundet med
Nyrups rådhus og det af Brian Mikkelsen med sparekniven rundbarberede rokokobygningskompleks, hvor landets danefæ findes ikke langt borte.
Platon og Aristoteles vader i gips og skal stadigvæk kunne tegnes af kunstneraspiranter og fotograferes til nye leksika,
så det om 50 år fremgår af billedet midt i plasmaen inde i hjernechippen over øjnene, at figurene forefindes på Glyptoteket i en
tro kopi af disse betydningsfulde personer.
Derfor viser disse smukke blomster sig mindst en gang om året vinkelret på regnormen med
et nærmest brændende ønske om at mærke solen. Det sker helt af sig selv.
Tanken og Krokusbevidstheden formes kun inde i hovederne på de der holder bænkene besat på denne smukke 2003-dag.
DEN DAG LANDSKABERNE FORSVINDER
Virkeligheden befinder sig uden for hovedet.
Fjerne horisonter kan besigtiges ved hjælp af daglige flyafgange.
Jorden forsvinder når solen vender ansigtet bort.
Kødets kaos uden jordfygning og sandstorme.
Solvinden gør sig ikke længere gældende.
Snart bliver det koldere end på nordpolen.
Alt forsvinder i et plasmainferno. Snart vækkes
angsten på ny af asteroiders hamren mod skrogets
beskyttelsesskjold. Den tids rejsende vil opleve
det samme som staklerne i "Das Uboot".
Nu er et aeroplan ikke længere nok til at flygte i.
Alt skal fra nu af gøres på distancen.
Sisyfos myten bliver igen diskuteret
inden afgang til nærmeste ormehul.
Resultatet bliver lang tid
i vægtløs dvale indtil et nyt Shangri La bliver
fundet ude bag Sirius. Nu bliver pengene
til en ubetydelig fodnote i den intelligente
historiefortælling. The survival of the fittest.
FLASH BACK AND FORWARD
Mammutternes
store bløde trædepuder bringer dem over isen
mellem Vestamager
og kalvebod for meget længe siden set
i et glimt på en løbetur. Et glemt
scenarie fra genernes urhukommelse
træder frem ude på Tippen i Sydhavnen.
I et rødligt skær træder væsenerne
ind i Noahs Ark, vender sig for
sidste gang for at betragte en
verden med 9 milliarder års svimlende
eksistens. Nu går København
endelig under i et kosmisk inferno i
solens dødskramper, der hiver tæppet
væk under solsystemet, som i dette øjeblik
kun findes afbildet i en sonde afsendt
en gang i 1970,erne for ufatteligt længe
siden, hvis den da ikke er ramt af en
meteor forinden.
Nu bringer en mangedobling af lysets
hastighed dem ud
på en rejse i det interstellare sorte
rum. Med sig har de en videns og
genbank til genskabelse af artsdiversiteten i
forbindelse med indflytningen på den
nye jord tæt ved Vega. Her lever København
videre med et byfornyet Vesterbro.
BLODET BLIVER VÆK
Blod smager salt, viger sammen
med kroppens henfald, røde
blodlegemer holder ikke længere
på den livsnødvendige ilt.
Gener og alt det syges indtrængen
bestemmer livlinens længde.
Fem liter forsvinder når benene får
deres gennembrud, hvide og
smukke.
FLUEN PÅ VÆGGEN
Fluen taler ikke, lyden er en anden.
En konstant summen bærer den
gennem luften i sin intense søgen efter
forrådnelse.
Et helt andet sted i en helt anden
tid i en helt anden verden i
stjernebilledet Skorpionen er
det ikke sikkert fluen gør det
samme.
Det vil først blive
bekræftet den dag robotmennesket
lander på den helt rigtige planet i
sin søgen efter liv med råddenskab
i sit kølvand med fluen på væggen i rumskibet.
FORVANDLINGEN
Den skærer gennem vandet med bøjet hals.
Truende, frygtindgydende.
Dagen forvandler sig uafbrudt. Tiden
sørger for nye hændelser minut for minut.
H.C. Andersen har for meget længe siden
iagttaget lignende optrin blandt svanerne.
Den lille grimme grå ælling der jages
bort af aggressive hanner i forplantningens
tjeneste, så resten af ungfugleflokken holdes i angstens svøbe.
Alle de små
fuglehoveder holder vagtsomt øje med
det fjerklædte orlogsskib.
Hunden luftes længere henne, snart
ligger tiden efter middag hen på
eftermiddagen i cykelafstand fra området.
Til aften er lygten væk, sænket ned i den turkisblå
tynde, livgivende hinde af beskyttende iltfernis.
Månen lyser klart, smukt og livsbekræftende.
CREME FOR ØREGANGENE
Den evindelige susen, et smertefuldt
buldrende stenskred, en konstant summen.
Støjsmeden hamrer på ambolten,
larmen dundrer langt ind i hjernens dybder.
Søvnens drømmemagi forsvinder i en malstrøm
af decibel fra fly, der konstant letter fra startbanen.
Rævesøvnen forvandler sengekanten til en klatrevæg i morgengryet.
Resten af dagen byder på tornekrat i en underskov af
trængsler med sviende øjne som ind i helvede.
Kendere husker coveret fra Manfred Manns
halvfjerdserplade med det kødfarvede øre.
Creme for øregangene.
Tinitus forvrænger det hele senere hen. Ørene udsættes for rå vold
i nutidens dødssyge periode.
Strømninger? Nej, ikke for tiden.
Nu larmer flaskerne igen ude i gårdens affaldsanlæg. Alkoholen har
gjort sin virkning.
DEN FNUGLETTE BUDBRINGER FRA SYD
Over Saharas glohede sand er
en lille skabnings vingeslag som
i løbet af sommeren bringer den
højt mod nord,
fantasifuldt vævet ind i
forestillingen om hvordan
denne enorme strækning må
opleves fra dens bittelille
hoved, hvis hjernen for en stund svarer til os andres.
Angsten for et hapsende fuglenæb er ingen hindring.
Blomsternektar får vingerne til at
bære. Derfor besøges den
ene fantastiske busk efter den anden i
smukke Versailleshaver. Rhododendron
violer, kaprifolier og roser er sikre landingspladser
undervejs. Hærfugle, tudser og andre insektelskere
er en konstant trussel, men videre går det indtil
den lille elegantier finder sit Waterloo på en motorvej ved Holbæk.
På forruden bliver globetrotteren til splat, stjernestøv og pulveriserede vinger.
BUMSEN LURER I HORISONTEN
Det kan sagtens gå den vej.
Besluttes det kan derouten starte.
Inden længe fryser alt det sarte indeni til is.
Alt bliver meningsløst, lugte breder sig og
snavs bliver en del af hverdagen for den
udsatte. Himmelekspressen giver husly
for natten.
Et tomt blik afslører den skæbne
som er tilrettelagt netop nu.
Kernefamilien er fjernet for
stedse, alt imens en langsom
nedbrydningsproces er indledt.
Det er jo fejt at begå selvmord.
UDEN FOR RÆKKEVIDDE
Levende omrids tabes igen og igen,
fryser ikke fast på nethinden.
Ansigterne spalter fortid og nutid,
forsvinder bort et efter et, optræder
kun parvis i glimt.
Hvileløst på træk bevæger silhuetterne
sig rundt under byens tage, indvaderer
husene i en rastløs endeløs søgen efter
nærvær i en forgæves ultrakort kærlighedsrus.
De levende pop up vinduer er pludseligt borte
bagefter. Gennemsigtige spøgelsesansigter fysisk på distancen.
Et forhindringsløb med ensomhedens evindeligt plagende
bigbrother i hælene.
ØEN
King Kong synker ikke til bunds endnu,
En gold klippe i havet lig et abeansigt i profil,
fremmaner tanker om gorillaer i disen og
deres snarlige undergang i Centralafrikas
efterhånden bortretoucherede jungle.
SAMARIA
Tusinder af skosåler slider på kløftens
stenede grund, polerer granitten sommer efter sommer
fra morgen til aften.
Tusinder af tåber lidende af Indiana Jones-idioti
overdøver lyden af luftmolekyler i cedertræ med deres trampende fødder,
når vinden uden berøringsangst får nålene til at istemme naturens sang.
Cool cash griber forstyrrende ind i den fredsfyldte
stilhed, ørnene sikrer sig ved hjælp af varme opadgående luftstrømme
uden for turistbændelormens favntag dybt nede i Samariakløften.
Trancendens
Bevidstheden, hjernens budbringer,
bevæger sig i deja-vu udenfor iris,
langt uden for øjenæblerne,
cruiser ud og ind mellem de gående på fortovet, de cyklende og kørende.
Ingen undgår kritik
Kroppene, udtryksmåderne, de verblale udtalelser. Alt udlægges forskelligt
Konklusioner drages med skepsis, alle ved hvor de hører hjemme i dagens rangorden ved
hjælp af øjnenes dissekerende filter.
Hjernen skal nok få besked fra dagens ture på distancen, krydstogter fra nær og fjern.
Herinde sorteres det væsentlige, vurderes og lagres.
Guldet vaskes ud, sies fra, lidt smuds finder dog vej ind.
Der er skidt i krogene alle vegne.
FROSTENS RETRÆTE
Kuldens væsen mærkes.
Helhedsbilledet ændres,
den tørre luft, snefnuggene.
Tingene ses i et nyt lys.
Det friske, skarpheden,
kommer fra nordøst,
løfter det tunge låg.
Vestenvinden tynger.
Tingene opleves i
ærtesuppereality,
regnen siler ned,
skaber sump og
oversvømmelse.
Kong Vinter bliver
mere og mere sjælden.
Alting har en ende.
Ad åre mistes
jordforbindelsen
den dag solen
taber pusten.
SINDSBEVÆGELSER
Solen deler bordet.
Lys bryder mørke.
Iagttagelser fra sofaen. Lader
skyggen kløve hovedet i to dele.
Helt symbolsk, et
barometer for sindstilstanden.
Skizofreni spalter sindet, sjælens
indviklede kompleksitet.
Det lyse og det dunkle.
Kampen mod onde dæmoner og
andre belastende forfølgere.
fordrer energi.
Skizofrene lider.
ET FARETRUENDE SKÆR
Fra drypstenshulens indre buldrer en grøn kold ild af cellofan.
Ingen ædelstene er at finde, kun grønt slim på væggene.
Intet håb om gevinst, dråberne falder stille og lander på næsetippen med et lille plask.
På det glatte gulv ligger flåede tomater, mennesket er nemt at spore.
Støj og skidt, forkvaklede stemmer. Sylespidse og tungt borer de sig ind, smadrer
dem som kom ind uden at spørge om lov.
Mennesket må søge nye veje for at sikre sin eksistensberettigelse.
En klippefast tro på at det skal lykkes er nøglen til fremtiden.
Hulen har fortsat sin velbevarede hemmelighed langt uden for civilisationens rækkevidde
DE FEM VÆRELSER
Første rum, klassen sidder
stille og lytter. Første time,
første dag for enormt længe
siden. Masser af betuttede
små børn, væk fra mors
trygge favn tidligt i 60,erne.
Han hænger på væggen
med guitaren og det iltre hår.
Jimi-datidens gud. Rockikonet
går sin sejrsgang verden over
på teenageværelserne i tæt opløb
med Che Guevara og Pink Floyd-
pyramiderne. Den sorte 2 gears Puch står klar
udenfor.
Et lille rum, et nyt sted, plyssofa,
Stereobænk fra Ikea. Et betonkollegium ude på Amager.
Ramones, Sods, jo, punken ruller gennem byen.
Gasolin er væk i fortidens nostalgiske
halvfjerdsertåger her i bz,ernes storhedstid.
Midtvejs i livet, har tilbragt tiden i
lejligheder med samme type værelser.
Elsket på forskellige senge, lavet forskellige børn
i soveværelser. Forelæsninger i forskellige
lokaler har slugt uhyggeligt meget
af tiden.
Indkapslet i beton slæbes hyren hjem i brevmængder,
der efterhånden forsvinder. Kroppen holdes nogenlunde
fri for fedt i førerbunkeren dybt nede under Bernstorffsgade.
I en ikke alt for fjern fremtid ligger man ned for sidste gang
i værelse nummer fem og tænker alt dette her igennem i
et hurtigt deja vu inden livets flamme slukkes.
DEN DAG ET ANONYMT LIV MISTER TIDSFORNEMMELSEN
Bagefter, det er overstået, tiden afleder opmærksomheden fra afdøde.
Ligger ned for bestandig, kan ikke betragte omgivelserne længere.
Det er slut, endegyldigt forbi, men pyt, det anonyme glemmes hurtigt.
Drømmen om en højere eksistens end det jordiske giver ingen mening.
Ingen får noget at vide, vi håber og beder åsynet om forståelse for vore
gerninger inden jordfæstelsen, udelukkende med et avancement for øje.
Forfremmelse her og forfremmelse der. Umuligt, hjernen kan ikke opfylde
dette høje ønske når den forsvinder sammen med resten af den nu
forhenværende person og nu kan de andre bevæge sig rundt uden at
gå til siden som før i tiden, da skikkelsen teede sig fysisk.
Fortid, nutid, samtid en kort overgang, dernæst fremtid.
ET SIKKERT STÅSTED
Månens bagside, det bagved eksisterer kun på rumtogter.
En hjemløs opleves på samme måde af samfundets ansvarlige ved sjældne besøg.
Ansigtet vender væk, gemmes i skyggen
under vattæppet, inde i soveposen, frysende, beskidt og klam
ved trappen på Kalvebod Brygge en aften i november.
Den 90-årige skibsreder i fuld vigør ser helt anderledes lyst på tingene.
Koncernen er et sikkert ståsted og befinder sig i sikker afstand
af dette usle natlogi på den rigtige side af Knippelsbro.
Tæt på dødens favntag kan ingen nå ind til det
forpinte sind på det hårde underlag. Søvnløs med sviende øjne
og dunderhovedpine,
føler han sig hensat til -the dark side of the Moon –
i en forreven dal, en dyb kløft uden udsigt til den varme bolig med bad,
som han alligevel betragter som en fængselscelle, med udsigt til at ligge død i ugevis.
Kristiansborg med slipsemænd ved roret ligger på den blå planet et stenkast væk.
MASAIEN KENDER DUFTEN
Lugten af horn, kvæg i nærheden.
De stolte masaier kender lugten, de
omgås dyrene hver dag nede i
Kenya.
I Søndermarken mærkes denne
markante duft kun fordi
zoologisk have ligger
øverst på Valby Bakke uden masaier
i lette gevandter.
SYNERGI
Blodet størkner ligesom lava,
bliver mørkt, smuldrer væk.
Du afgår ved døden,
holder dig ikke længere flydende.
Sortsyn med pergamenthud.
Permanent udtørring.
Kødet forsvinder for stedse,
kommer aldrig tilbage,
du kan ikke længere føle din
hud med fingrene, se ansigtet i spejlet,
når du er gået over på den anden side.
Tomme øjenhuler kan ikke se.
Sanseapparatet virker ikke mere.
Det er derfor vanskeligt at forestille sig hvordan et genfærd ter sig uden sanser og hjerne.
Elektricitet og kuldesporet i værelset gør det ikke alene.
Spøgelser opstår muligvis kun i ærgrelse over
ikke at have slået til i levende live.
Fatteevnen rækker ikke til at forklare det.
STILHEDEN I INTETHEDEN
Sanserne tilhører en anden tid, et
andet sted.
Nærvær, opmærksomhed,
selv indlevelsesevnen findes
bag tidens agterlanterne. Nu
er der intet at forholde sig til i
denne varige tilstand.
Det næste er så
stilheden og ingenting.
Cellerne kan intet stille op.
Øjnene ser det røde lys
forsvinde længere og længere
væk. Om bord findes
den afdøde på turen ud
i det lydløse kosmos.
ET SKRÆKSCENARIO
De deforme kroppe med udtryksløse, asymmetriske ansigter kæmper sig frem ad dæmningen. Haltende misfostre på klumpfødder.
Landet bagved ligger længere nede. Husene er af diamant, solide når orkanerne hærger.
Den luftbårne transport foregår i fantastiske fartøjer, fuldstændigt lydløse.
Man aner uråd - uden tvivl ustabilitet. Demokratiet er sat på standby.
Dårskab, skalten og valten har givet systemnedbrud.
Vanskabninger, forureningens ofre, mennesker af i morgen, ikke lig dem fra hin svundne tider.
Mod dem kommer en horde tungt bevæbnede robotter.
Der var krig, en nonvirtuel batalje med robotter, der var blevet levende, selvstændige hybrider, næsten menneskelige.
Robotterne triumferede, de ville have magten, reproducere sig selv, skabe deres egne betingelser.
En summende lyd af laser, faldne på begge sider i klassekonflikten.
Bagved det hele, gemmer de ledende kræfter sig. Diktatorerne, autoriteterne,
supermennesker med hyperintelligens, fremelsket af genteknologi til det fuldendte med smukke kroppe.
Deres position trues nu af disse obsternasige robotters oprør.
Et genteknologisk magtmonopol brydes ned. Dette vanvid, ragnarok, foregår på jorden om 200 år.
Nedtælling
Tæl ned og tænk dig til hvordan du bliver yngre.
Se tilbage fra nuet. Lige nu! Se kroppen blive ung igen. Se dig selv
vokse nedad, se hudens leverpletter forsvinde, se rynkerne og poserne
under øjnene fordufte, se dine øjne blive smukke og klarsynede igen.
Ungdommen, puberteten, barndommen og det store
øjeblik - fødslen af dig selv i en marcipanudgave med runde englekinder.
Du kan simpelthen ikke huske den situation. Godt det samme.
Den brutale tilsynekomst og det stærke lys i fødestuen bekommer dig ikke vel.
Solen blænder dig på samme måde som dengang.
Så hellere det hvide guddommelige lys i åndernes verden efter døden.
Tænk, et sted så fredeligt, roligt og fromt.
Du drømmer ikke om det!
Du skal med rumelevatoren derop. Så glider du hen over bølgende enge som Peter Pan med vindens lette berøring af din kind.
Nåleskove, dybe skovsøer, sneklædte bjerge under hvide skyer og små slumrende, pittoreske byer
i pragtfulde grønne dale med glade vinkende beboere, ses i din svævende tilstand.
Dernæst møder du de fremmede og alle os andre i et fælles laboratorium ”in orbit”
i et kæmpe metropolis med stærk rumtrafik, skabt af selvlysende, overjordiske væsener. De der stod bag Big Bang.
Det er jo ikke sikkert Charles Darwins opfattelse af evigt mørke
stemmer overens med virkeligheden, vel?
Du ligger ned ved begyndelsen og afslutningen med ansigtet mod himlen.
Lad det være sagt en gang for alle!
ROTTERÆS
Rotterne vælter op ad kloakkerne ind i vore sind.
Præger vore tanker, besudler vore handlemuligheder.
Sender os til tælling i en fremtid vi ikke kan styre.
Dræber vi dem, dræber vi os selv i et smitsomt univers.
Rør er ikke hermetisk lukkede fængsler, især ikke når mennesket
ikke vil sætte kloakkerne i stand. Den økonomiske Overlord holder den slags bagerst i feltet.
Listige rotteøjne holder øje med os fra lokummet og forbereder sig på hvordan mennesket skal sættes ud af spillet.
De kan uden tøven parkere små farlige monstervira og nådesløse bakterier rede til angreb på naturens herre.
Rotten, den trojanske hest og rambuk sender læderhalse ind i den menneskelige organisme. Rotten viser ingen nåde i spillet om magten på kloden.
Drabanten
Den hænger deroppe, gul ser
den ud med koparret
skorpe. Kraterne vidner
om de vældige kræfter derude.
Af og til kaster guderne med sten.
Den hiver i jorden, flod bliver til ebbe.
Livstidevandet for længe siden.
Jordens lillebror, organismernes katalysator.
Uden månen, ingen bevidsthed.
TID
Jeg ser mig selv komme cyklende den modsatte vej om lidt.
Helt uvirkeligt, men sandt. Du kan ikke se ind i fremtiden, trods
ihærdige forsøg….
Helt sikkert ikke, men du kan forholde dig til tiden. Forestille
dig hvad der sker….
Dør du, ender tiden for dig. Så er der ikke mere i sigte….
Kun de levende kan tage bestik af tiden.
KVINDER BAG SLØR
Vandet brydes, legemet falder gennem overfladen
ned på bunden af alting. Så smuk en sø, skøjteløberne
piler af sted. De kan virkelig gå på vandet, sågar i en
religiøs forestillingsverden. Det går så let i et soloridt
parvis eller et masseopbud af små elegante væsener.
Ingen kan stå for denne pragtfulde lille sø langt væk
fra alting. Et sløret skær i vandoverfladen som kvinden bag sløret.
Et sløret billede af alt nedenunder i det klare vand
med det blege lys ved daggry.
Personen gemte sig bag sløret bag verden, hendes verden.
Hun kan ikke klare mere, derfor går hun ikke længere på vandet,
men nede på bunden i en anden tilstand som en del af kosmos.
Blink
Cyklen forladt ved aftentide
Blinkende lygte i regnen
Kvinden lod hånt om dette
Lygtefisken i havets dyb fornemmer det ikke
Senere vil hun famle i blinde med lyset slukket
Mørkekammer i city
Der hvor sollyset ikke findes er små blink et spørgsmål om liv eller død
Flygtigt
Modpoler
Vi flygter
Flakkende øjne i mørket
Dunkle afkroge
Skræmte ved tanken om kontakt
Folk tør ikke hinanden
Standser ikke op
Vi må væk
Videre
Opsuges af en malstrøm af angst
Vi er lysår fra andre i storbyen
Et flygtigt univers
Insekterne tager over
Dinosauerne
Os
Alt har konsekvenser
Insekternes æra indledes
Sjæle forsvinder bort i glemslens mørke
Intet forbliver tilbage
Mennesket kan ikke forpuppe sig
Sommerfugle er også langt smukkere
Vandregræshoppen æder alt på sin vej
Vi pulveriseres
Gedehamsen klarer resten med
barberbladskarpe kindbakker
Nu kan oldenborren igen flyve frit i ruinbyerne
Det er slut med at blive smadret mod bilens forrude
Bierne bestøver på livet løs
